post

Kære Nettevin ´s venner
Det er et stykke tid siden i har hørt fra mig, hvilket primært skyldes det positive, at jeg har haft utrolig travlt med vinen – især mange forskellige vinarrangementer – vinsmagninger, fester, receptioner og ikke mindst vores forrygende ”vin og mad” sammen med Minmadhimmel (Camilla og Mads)– det var sjovt. Vi afholder igen i slutningen af juni et arrangement sammen – ”Bål, bøf og Bordeaux” i skoven. Alt udsolgt på meget kort tid.
På lørdag har jeg en stadeplads på Birkerød Markedsdag. Min gode ven, Ino og jeg tager i mod mellem kl. 10-14 – kom forbi til en smagsprøve og en sludder.

6 rødvine fra Chapel Hill.

Denne måned smagskasse er 6 skønne australske rødvine. 2 Carbernet Sauvignon, 2 Shiraz, 1 Grenache og 1 GSM. Køb enkeltvis eller alle 6 for kr. 660,-

Disse vine er fra Chapel Hill, en vingård i det sydlige Australien, McLaren Vale i South Australia (se kort). Disse 6 vine med forskellige druer smager af sol og sommer og er på hver deres måde gode til grill maden

Her er månedens tip:

Skal vinen være stuetemperatur eller kølig?

Jeg kan ikke understrege det nok. Vinens serveringstemperatur er uhyre vigtig for at få det bedste ud af vinoplevelsen! Men hvorfor nu det?.

Vinens temperatur er vigtig, fordi jo varmere vinen er, jo mere vil alkoholen kunne duftes og dermed ”dække over” de finere frugtnuancer, som vi så gerne vil fange, når vi sætter næsen til glasset. I smagen føles vinen også tungere og skarpere.

Hvidvine, Rosévine og Mousserende!

  • Lette hvidvine, rosévine og mousserende vine såsom Prosecco, Moscato d’Asti og Crémant: ca. 8 grader (direkte fra køleskabet og lad den så stå lidt).
  • Mere intense og fyldigere hvidvine som fx fadlagret Chardonnay eller årgangschampagne: ca. 12 grader.

Temperaturen hurtigt vil stige, så snart vinen er i glasset og i kontakt med rumtemperaturen.

KØLETIP 1 – UVENTEDE GÆSTER: Har du en flaske hvid-, rosé- eller mousserende vin, som du vil køle hurtigt ned. Sæt den i en spand med lige dele koldt vand og isterninger.

Rødvin

Glem alt det om rumtemperatur som serveringstemperatur. Det varierer i forvejen temmelig meget, om du sidder udenfor, ved pejsen eller har huset fuld af gæster og ovnen tændt. Vin har i øvrigt heller ikke godt af at blive serveret ved en temperatur over 20 grader.

Med andre ord. Det er altid bedst at servere rødvinene lidt køligt, da vinens temperatur i glasset hurtigt vil stige til rumtemperatur. Hvis du ikke har en kølig kælder eller et vinkøleskab, kan du afkøle dine rødvine i 15-20 min. i køleskabet eller opbevare dem i et køligt rum indtil servering – bare ikke i fryseren. Flasken må gerne føles let kølig i hånden. Rødvine serveres optimalt imellem 16 til 18 grader, afhængig af hvilken type rødvin det er, nemlig:

  • Pinot Noir, Beaujolais, Bourgogne-vine og andre lette rødvine smager så dejligt ved ca. 16 grader. Sæt flasken i køleskabet i 15-20 min. før servering eller ved at bruge en vinkøler, som pakkes rundt om flasken. Det samme kan du gøre med mellemfyldige vine med lidt eller ingen fadlagring.
  • Mere komplekse, tunge rødvine har tit et højt alkoholniveau og har godt af at blive serveret omkring de 18 grader.

KØLETIP 2 – FAT OM STILKEN: Temperaturen stiger hurtigt i glasset. Hold derfor om glassets stilk og ikke omkring bowlen, så du ikke selv opvarmer vinen med dine hænder.

Husk der er stadig dejlige Rosé vine, hvidvine og rødvine – Bordeaux og Rhône vine på lagret.

Og sidst. Det varer ikke længe så lancerer jeg min hjemmeside, hvor man kan orientere sig i mine forskellige vintilbud og andet godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.